Gulvet er ofte det første, man lægger mærke til, når man træder ind i et rum. Rene gulve giver et helhedsindtryk af, at et sted er rent, selvom der måske lige er et spindelvæv oppe i hjørnet.
Men hvordan sikrer man, at gulvet altid ser godt ud? Det vigtigste er at bruge den rette mængde vand og de korrekte mopper, alt efter hvilken gulvtype du har.
I dette blogindlæg gennemgår vi, hvordan du bedst plejer og rengør de mest almindelige gulvtyper.
Linoleumsgulv
Linoleumsgulve er populære i mange erhverv, men de kræver en smule ekstra opmærksomhed, når det kommer til rengøring og vedligeholdelse.
-
Skal som udgangspunkt altid have gulvpleje, hvis du vasker 1-2 gange om ugen. Hvis du vasker gulvet oftere (f.eks. 5 gange om ugen), kan det blive for meget med pleje, og gulvet bør derfor plejes med omtanke. Vi anbefaler at bruge en gulvpleje uden voks.
-
Hvis linoleumsgulvet begynder at lugte, skyldes det ofte, at gulvet er underplejet. Gulvet åbner sig, og vand kan trænge ned i det stenmel, som linoleumsgulvet er lavet af. Dette kan give en ubehagelig lugt. Løsningen er at bruge en blanding af 10-20% plejesæbe, som trænger godt ind og lukker gulvet af, så vandet ikke kan trænge igennem.
-
Når det gælder mopper, vil vi ikke anbefale at bruge en 100% mikrofiber moppe, da friktionen kan være for hård for linoleumsgulvet. I stedet så er en moppe som er kombineret mikrofiber og polyester helt perfelt til linoleumsgulve.
Vinylgulv
Vinylgulve er ekstremt praktiske, da de ikke kræver nogen form for gulvpleje.
-
Ingen pleje er nødvendig for vinylgulve. Alt, hvad der kræves, er en almindelig vask med et universalrengøringsmiddel, så gulvet forbliver rent og pænt.
Klinkegulv
Klinkegulve er robuste og nemme at holde rene.
-
Ingen pleje er nødvendig, kun regelmæssig vask med et universalrengøringsmiddel.
-
Dog hvis du har åbne klinker eller natursten, kan det være en god idé at give dem en smule pleje, især i vintermånederne, hvor gulvet udsættes for mere fugt og snavs.
Pirelli gulv
Pirelli-gulve er kendt for deres holdbarhed, og de kræver minimal vedligeholdelse.
-
Ingen gulvpleje er nødvendig, og det er især vigtigt, at man ikke bruger polish. Hvis polish påføres, kan det være nærmest umuligt at fjerne igen.
Brug af mopper
Uanset hvilken type gulv du har, er det afgørende at vælge den rigtige type moppe og bruge den korrekte mængde vand.
Når du bruger en mikrofiber moppe, bør du bruge ca. 200 ml vand pr. moppe. Hvis moppen bliver for våd, løsner den blot snavset og fordeler det i stedet for at fjerne det.
Forfugtning af mopper
For at opnå de bedste resultater med dine mopper, er det en god idé at forfugte dem. Dette sikrer, at de har den rette mængde vand og er klar til brug, når du skal i gang med rengøringen.
-
Start med at klargøre det antal mopper, du skal bruge, og læg dem i en spand med vand og den nødvendige kemi.
-
Sørg for, at mopperne står på højkant, så de alle suger den samme mængde vand op.
-
Alternativt kan du også lægge mopperne fladt i spanden og hælde vandet over dem. Når de har stået et øjeblik, vender du dem rundt, så de bliver jævnt fugtede.
-
For at bevare fugtigheden er det en god idé at montere et låg til spanden. Dette hjælper med at holde mopperne klar til brug over længere tid.
Når du forfugter mopper korrekt, undgår du at bruge for våde eller for tørre mopper, hvilket sikrer en mere effektiv rengøring.
Korrekt pleje for længere holdbarhed
At holde gulvene rene handler om mere end blot at svinge en moppe. Det kræver den rette tilgang for at sikre, at gulvet forbliver smukt og funktionelt i mange år. Sørg for at bruge de rette produkter, vær opmærksom på gulvtypen, og hold øje med, hvor meget vand og hvilken moppe du bruger. På den måde sikrer du, at gulvene både fremstår rene og holder sig pæne i længere tid.